Årets gospelworkshop med Nina Luna og Kristof Jan Jasik afholdes lørdag 12. november 2022 i Odder Grundtvigske Valgmenighedskirke

KØB BILLET

Livsbekræftende tekster, fede rytmer, smukke ballader, sange med power og sjæl, som giver energi til dagen i morgen og inspiration og kulør på tilværelsen.

Repertoiret er bredt og blandet – lige fra traditionel til moderne gospel, og du får uden tvivl en oplevelse af den naturlige glæde, det giver at synge gospel – kombineret med sangteknik og indlevelse. Der kræves ingen specielle forkundskaber for at deltage, og der synges uden noder.

Glæd dig til en workshop, hvor det bliver svært at stå stille!

Kl. 17.00 vil workshopkoret spille en lille koncert, hvor også publikum får mulighed for at røre stemmebåndene. I forlængelse heraf vil der være et oplæg til debat.


Emnet er:

Sang og identitet – fra ”mig” til ”os”

Sang er igennem historien blevet brugt både som protest, som samlingspunkt i krisetider og til dannelsen af identitet og tilhørsforhold. På stadion skabes en unik fællesskabsfølelse, når vi sammen synger nationalmelodien. Det samme sker, når vi synger nytåret ind, eller da vi under Corona lockdown sang sammen hjemme fra stuerne. Sang kan således transformere individet til et stærkt “os”.

I det moderne samfund med intenst fokus på individet, mærkes kontrasten mellem behovet for at høre til og den faldende tolerance og følelse af ret til at få mødt sine egne behov. Senest en krænkelseskultur som også spreder sig til musikken.

Hvor går grænsen? Er det rimeligt, at vi ikke længere må synge “Den danske sang er en ung blond pige”?

Dagens program:

  • 9:30 Ankomst og registrering i forsamlingshuset
  • 10:00 Workshop i kirken
  • 12:00 Frokost i forsamlingshuset
  • 12:45 Workshop
  • 14:30 Pause
  • 15:00 Workshop
  • 16:45 Pause
  • 17:00 Koncert og debat (fri entre)

Medbring:

Mad og drikkevarer til frokost (kaffe og te kan købes)
Koncerttøj: ingendresscode

NINA LUNA, der er opvokset i Odder, er en meget anerkendt sangerinde, dirigent, vocal coach, workshopholder og sangskriver, som nu holder til i København. Nina har fundet vej ind i hjertet af dansk gospelmusik, og hun er kendt for sin kraftfulde stemme og sin meget pædagogiske og humoristiske måde at undervise på. Nina er uddannet underviser og sangerinde fra Complete Vocal Institute i København.

Nina har siden 2004 sunget gospel og inspireret sangere og gospelkor i både ind– og udland. I dag leder hun gospelkoret FAITH i Kgs. Lyngby. Nina afholder hvert år mange koncerter og workshops for sangere og kor, som ønsker ny inspiration, nye sange, at lære at løse sangtekniske udfordringer, eller som bare gerne vil have et boost energi og glæde.

Kristof Jan Jasik er professionel musiker, kapelmester, komponist, arrangør og producer. Top uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og Musik Akademiet i Katowice (PL). Kristof har et meget bredt spektrum af musik interesser, og det kan man ikke undgå at høre i hans spil og kompositioner. Soul, jazz, pop, rock, gospel, r’n’b, hip hop er hans største inspirationer.

Kristof er en meget aktiv freelance musiker, som samarbejder fast med Complete Vocal Institute og med en lang række af Danmarks dygtigste musikere og sangere. Han er en af de mest brugte gospelpianister i DK og spiller blandt andet med Nina Luna, Claes Wegener, Sabina Mathew, Laura Kjærgaard, Linda Andrews m.fl.